VisitÆrø

Øhavsstien på Ærø

Prøv kræfter med Øhavsstiens 36 km på Ærø. Her guider vi dig til en uforglemmelig og smuk vandretur langs Øhavsstien i den ærøske natur.

Vandring på Øhavsstien på Ærø
Foto: Daniel Villadsen

Ruten kort fortalt

Øhavsstien er en af Danmarks længste vandreruter med hele 220 km smukt omkranset af Geopark Det Sydfynske Øhav.

Stien er en trampesti forbeholdt vandrere. Hele ruten er afmærket med pæle og blå piktogrammer.

Øhavsstien består af syv strækninger, og på Ærø finder du etape 7 med 36 km af de i alt 220 km.

Se alle Øhavsstiens strækninger på visitfyn.dk.

Udvalgte oplevelser langs Øhavsstien på Ærø

Godt tip

Del ruten op og brug Ærøs gratis bus til at komme frem og tilbage. Den kører øen rundt en gang i timen.

Vi foreslår, at du deler ruten op i etaperne Marstal-Ærøskøbing og Ærøskøbing-Søby. Se etapebeskrivelser herunder.

Etaperne passer perfekt til en vandreweekend på Ærø.

Etapebeskrivelser

Marstal - Ærøskøbing

Etapen er 16 km lang.

Din tur starter på havnen i Marstal Havn. Brug lidt tid på her og tag alle indtrykkene ind. Området er stærkt præget af Marstals maritime historie, og du finder både smukke åndehuller og livlige cafeer.

Herefter bevæger du dig på kanten af Marstal by - læg især mærke til den gode udsigt langs Strandvejen - og videre ud til åbne marker i udkanten af byen. Måske bemærker du, at det ikke vrimler med biler på øen - heller ikke når du færdes på de asfalterede veje. Når du rammer toppen af Møllevejen, så sæt dig på bænken lige hvor vejen knækker mod Græsvænge og nyd udsigten.

Så går turen igen ned over marker og mod Kragnæs. Her finder du hyggelige pitstops som butikscafeen FÆRGEVEJ46 og en nyligt restaureret jættestue.

Dæmningen er det næste, du møder. Herfra bevæger du dig væk fra kysten og ind mod midten af øen. Undervejs går du igennem smukke Gråsten Nor; et engområde med en fredet orkidé, som blomstrer i maj.

Du kommer igennem landsbyen Lille Rise og strejfer Stokkeby i udkanten, inden du går på tværs af landevejen og søger mod kysten igen. Her rammer du Nevrestien, som fører dig langs vandet helt til Ærøskøbing.

Her ankommer du i udkanten af byen, hvor du går videre ad Molestien ind til Ærøskøbing Havn, som er din endestation for i dag.

Hvis du skal med bussen fra Ærøskøbing, kører den bl.a. fra færgehavnen hver time.

Ærøskøbing - Søby

Etapen er ca. 20 km lang med mulighed for en ekstra tur, når du kommer til Søby-området.

Find ned til havnen i Ærøskøbing og herfra videre til lystbådehavnen og Vesterstrand med de fine, små badehuse.

Nu bevæger ruten sig lidt ind på land. Du går langs marker og udsigten er helt fantastisk. Du ankommer til Vrå Strand, hvor du kan være heldig at opleve et helt fugletræk holde "møde" i vandkanten.

Så bevæger du dig forbi Borgnæs-bugten og den hyggelige lille plet Borgnæs, hvor du bl.a. kommer igennem Ærøs eneste sommerhusområde.

Din tur går nu videre langs kysten mod to af Ærøs smukkeste områder, nemlig Bregningemark og Bølgemose. Her venter dig nogle spektakulære udsigtspunkter og pitstop med mulighed for sjælefred. Du kommer også forbi en gammel vandmølle, hvor du kan være heldig, at Jytte har bagt Ærø-pandekager.

Du kommer gennem den lille landsby Skovby og forbi byens shelterplads, Skåret - rigtig dejligt sted lige ved vandet.

Så går du på tværs af øen og ender ved Søbygaard - Ærøs sidste hertugelige gård - og voldene lige uden for Søby by. Gør evt. holdt her og bevæg dig rundt i området; her er ganske fantastisk.

Herefter vandrer du langs den ene side af det smukke naturområde Vitsø; det sidste stop i Danmark for mange trækfugle, inden turen går sydover.

Og nu står du overfor et valg: Enten følger du ruten eller også går du langs den asfalterede vej, som ender ved Vitsø Strand (Jørbæk). Her kan du se Søbys pendant til Marstals og Ærøskøbings badehuse, nemlig de gamle fiskerhuse. Går du med sidstnævnte, så vær obs på, at din tur bliver 2-3 km længere.

Til slut går du ind mod Søby by og ned mod havnen, som er din endestation.

Hvis du skal med bussen herfra, går den fra færgehavnen hver time.

Museer på Ærø
Foto: Freja Kock Christlieb
Jættestuen i Kragnæs
Foto: Lasse Hjort

Planlæg din vandretur langs Øhavsstien på Ærø

Både indkøb, spisesteder og overnatning koncentrerer sig primært i de større byer. Dog kan du nemt finde både shelters og primitive teltpladser langs ruten.

Læs mere
Vandring på Ærø

Læs om hele Øhavsstien på visitfyn.dk

Læs mere
Foto: Lasse Hjort
Læs mere
I telt ved Lille Rise

Se hvad du må hvor i naturen

Læs mere
Foto: Michael Fiukowski & Sarah Moritz